Nyheder

Core træning i teampuls...
Lillebælt Halvmarathon 2011...
Stockholm Marathon 2011...
Tur til Skagen 10.10.10 ...
Se her, Kun for mænd...
Audi Challenge 1900 halvmarathon....
Klubtøj, FUSION har valgt at afbryde ...
Fotos fra Fitness i naturen 21.06.2010...

Pulszone-beregner

Teampuls - pulszone - beregner
Beregn dine pulszoner


Pace-tabeller

Teampuls - Pace - tabeller
Pace-tabeller - se dem her


Galleri

Teampuls - Galleri
Se mere klik her


Teampuls - Galleri
www.fitnessfritid.dk

Motion slår selv den sundeste diæt

I en ny undersøgelse konkluderer norske forskere, at der er langt bedre dokumentation for, at motion giver et godt helbred, end at sund kost gør det. Ifølge danske forskere er konditionen den mest afgørende markør for sundhed.

Hvis du gerne vil lægge livsstilen om og sikre dig et godt helbred, så er det i første omgang ikke indholdet af indkøbskurven, du skal se på.

Efter at have gennemgået samtlige væsentlige, sammenlignende studier i verden med anbefalinger af kost og motion, konkluderer det norske ernæringsråd nemlig, at dokumentationen for, at motion giver et godt helbred, er langt bedre end dokumentationen for fordelene ved at spise sundt. Det skriver Ingeniørens netavis, ing.dk.

I et udkast til den rapport, der skal ligge til grund for nye, norske ernæringsanbefalinger, opremser forskerne en lang række sygdomme, som der er overbevisende dokumentation for, at motion virker imod. Mellem dem er hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes, brystkræft, tyktarmskræft og knogleskørhed.

Hellere slække lidt på kosten

Formanden for det norske Nasjonalt råd for Ernæring, overlæge og professor Haakon Meyer fra Universitetet i Oslo, understreger, at både motion og kost er vigtig for sundheden. Effekten af motion er enklere at undersøge end kostens betydning, men det er ikke ensbetydende med, at fysisk aktivitet er vigtigere.

Men for professor, overlæge Bjørn Richelsen, Aarhus Universitet, som var formand for det danske Motions- og Ernæringsråd frem til 2006, er der ingen tvivl.

»Omkring livsstil og sundhed er nummer et at være fysisk aktiv. Nummer to er at holde energibalancen,« siger han med henvisning til, at man ikke skal spise mere, end man forbrænder.

»Man kan også sige det sådan, at man kan tillade sig at være lidt mere lad på kostområdet, hvis man er fysisk aktiv,« siger Bjørn Richelsen til Ingeniøren.

Han bliver suppleret af Karsten Froberg, der leder Center for Forskning i Børns Sundhed under Syddansk Universitets Institut for Idræt og Biomekanik.

»God kondition er den allerbedste markør for, om folk er sunde og raske. Så er det i øvrigt ligegyldigt, hvad de spiser.«

Halvanden time om dagen

Karsten Froberg påpeger, at der ikke findes objektive, fysiologiske målinger af, hvor meget motion voksne skal have for at høste de fulde sundhedsfordele.

Han har derimod selv gennemført en række målinger af børn på mellem 9 og 15 år, som blandt andet gik rundt med accelerometre, der registrerede deres bevægelser i alle deres vågne timer. Børnene blev derefter testet for kondition, blodtryk og fedtstoffer i blodet.

»Undersøgelserne viser, at de skal op på halvanden times fysisk aktivitet om dagen for at være rimeligt sikre på at have en god sundhedsprofil med et normalt blodtryk, en fin fordeling af fedtstofferne i blodet og uden overvægt,« fortæller Karsten Froberg.

Herhjemme lyder det officielle råd, at børn skal være fysisk aktive en time om dagen, mens både de nye, norske anbefalinger, og de danske myndigheder opfordrer til en halv times motion dagligt.

»Jeg tror såmænd, at en halv time for voksne er minimum, men jeg har ikke nogle fysiske beviser at have det i,« siger Karsten Froberg.

Jo mere jo bedre

»Intensiv træning kan forøge konditionen. At gå en tur forbedrer din sundhed, men ikke nødvendigvis din kondition,« siger han.

»Derfor skal man have sved på panden en gang imellem.«

Omkring motion er der kun ét råd, som forskeren kan give, og det er simpelt: »Jo mere, jo bedre.«

Der er dog grænser. For det første er det vigtigt at huske, at der skal være tid til, at kroppen restituerer, en proces som varer længere, jo ældre man bliver.

Desuden svækker ekstrem-motion immunsystemet i en periode. Det har aldrig i sig selv været sundt at lave den slags, som et maratonløb er,« siger Karsten Froberg.

Kilde: Ingeniørens netavis, ing.dk

 

Postet 31/05 2010


 
       

SideWalk webbureau © - webløsninger og søgeoptimering